Er det svært at få presset træningen ind i hverdagen, eller har du mistet motivationen for at pleje din sundhed og kondition? Kan du nikke genkendende til dette, så fat modet. Med ganske små ændringer i din hverdag kan du nemlig inkorporere mere motion – næsten uden du opdager, at du motionerer. Lyder dette som den ideelle løsning for dig for at skrue op for sundheden, så kan du i dette blogindlæg læse simple tips til at komme i gang med at være mere aktiv.

 

Udnyt din transporttid

Du har nok hørt det før: ”Lad bilen stå og tag cyklen eller gå.” Og der er noget om snakken. Hvis du gerne vil udnytte din tid bedst muligt, kan du slå to fluer med ét smæk ved at kombinere din transporttid med motion. Selvom det er fristende at sætte sig i bilen eller stå på bussen ved det nærmeste stoppested, kan du med god grund overveje at springe på cyklen eller tage en rask gåtur. Hvis der alligevel er for langt til arbejdet, eller hvor end du skal hen, kan du måske kombinere den inaktive transportform med den aktive. Tager du bussen, kan du stå af nogle stoppesteder før, og tager du bilen, kan du parkere et stykke væk. På den måde får du nogle skridt på kontoen, og du har større chance for at nå de anbefalede og famøse 10.000 daglige skridt. Vil du i gang med at cykle, men distancen virker uoverskuelig, kan du overveje en elcykel. Den er en anelse dyrere end en traditionel cykel, men pengene er hurtigt tjent hjem, hvis du sammenligner cyklens pris med de penge, du sparer på brændstof eller offentlig transport.

 

Udnyt trapperne

Ligger kontoret eller din lejlighed på tredje sal, er det måske fristende at tage elevatoren i stedet for trapperne. Men for din sundheds og konditions skyld kan du få noget ekstra motion ind i hverdagen ved at gå i et rask tempo op og ned ad trapperne. Arbejder du på et kontor med trapper, kan du passende gøre det til en vane at tage en gåtur på trapperne et par gange i løbet af dagen. Dine kollegaer vil måske finde det fjollet, men omvendt kan du glæde dig over, at du gør noget godt for din egen sundhed. Om ikke andet kan du foreslå dine kollegaer at tage en tur med dig op og ned ad trapperne. Er der brug for afveksling fra trapperne, kan I i stedet gå en runde i området omkring kontoret. Den friske luft vil også give jer fornyet energi til de næste arbejdsopgaver.

 

Forbrænd, når du gør rent

De fleste ser rengøring som en sur pligt, der bare skal overstås. Det er det måske også, men på den positive side, sætter du din forbrænding i gang, når du gør rent. Du tænker formentligt ikke over, at du sætter dine muskler og dit kredsløb på en opgave, når du svinger støvsugeren, vasker gulv eller kravler rundt med en støvklud for at få al skidtet og støv væk. Har du svært ved at finde motivationen for hovedrengøringen, så tænk på, at rengøringen både gør noget godt for din sundhed i form af et forbedret indeklima og din kondition.