Vil du gerne ud og opleve verden, men har svært ved at finde penge til det? Måske holder du sabbatår og har derfor ikke de helt store midler, men derimod tiden til at rejse. Her får du nogle tips til, hvordan man billigt kan komme afsted og stadig få det hele med.

Find billige flybilletter

Hvis du vil rejse billigt, er selve turen naturligvis et godt sted at starte, og her kan der være rigtig mange penge at spare. Der er nogle destinationer, der i deres natur bare ér dyrere end mange andre, men generelt kan du være heldig med flybilletter til de fleste steder i verden. Følg med på diverse flyhjemmesider såsom Momondo og Google Flights og slå så til, når priserne falder. Har du ikke noget bestemt rejsemål i tankerne og er fleksibel med rejsedagene, kan du med fordel benytte eksempelvis azair.eu. Her kan man nemlig gøre sådan at både afrejse- og hjemrejsedato samt destinationen er variable, og derved kan man finde de allerbilligste flybilletter til forskellige spændende byer. Du kan også holde øje med secretflying.dk, hvor der kommer tips om error fares – altså ruter, hvor der er en midlertidig fejl i prisen, og det derfor er meget billigt – og andre billige flybilletter. Skal du ikke nødvendigvis så langt væk, kan du også overveje samkørsel igennem GoMore, en billig togbillet med DSB Orange eller at tage en af de mange langfartsbusser til eksempelvis Tyskland.

Skær ned på leveomkostningerne

Når så du ér afsted, er næste mål at skære ned på udgifterne til overnatning og måltider. Der ryger hurtigt mange penge på hoteller og restaurantbesøg, og det er ofte penge, det ville have været sjovere at bruge på diverse aktiviteter. Overvej derfor, om du virkelig har brug for at bo på et fint hotel, eller om et hostel måske ville være godt nok. Du kommer forhåbentlig ikke til at bruge så meget tid hjemme i din seng, og derfor kan du sandsynligvis nøjes med lidt mindre luksus, end du umiddelbart tror. Du kan også overveje muligheder som couch surfing, hvor du imod et mindre gebyr overnatter på en sofa et sted. Det er ligeledes en mulighed for at møde lokale, som kan give dig gode tips til din rejse. Skal du være afsted i længere tid, er Workaway også en mulighed. Her arbejder du maksimum 25 timer om ugen, og til gengæld får du så kost og logi. Det gør det billigt at være afsted, og desuden er det en unik oplevelse at bo og arbejde side om side med lokale, som ved alt om nærområdet.

Fokusér på alternative aktiviteter

Du er afsted for at opleve og se noget, og derfor skal du naturligvis bruge nogle penge på aktiviteter og attraktioner. Der er dog ingen grund til at betale i dyre domme for at komme på turistture, som du lige så godt kunne være taget på selv. Brug derfor noget tid på at undersøge, om der er nogle af turene, man kan tage på selv. I visse tilfælde er det ikke muligt, og så må man altså bare betale, hvad det koster. Når man nu ér afsted, skal man nemlig også lade sig selv komme ud at opleve og se noget, men af og til er dette altså også muligt uden at betale overpriser for en guide og en fælles bustur. Desuden kan man for eksempel ofte komme gratis ind på museer en dag om ugen, og det er naturligvis også gratis at gå ture i hyggelige boligområder og botaniske haver.

En anden måde at gøre det billigt på er ved at fokusere på gratis aktiviteter og attraktioner, som måske ikke generelt er så kendte, men som alligevel – eller måske netop derfor – kan være store oplevelser. Det er vigtigt at bruge penge på de helt store oplevelser, når man har muligheden, for det ér naturligvis dyrere at skulle tage tilbage, fordi man ikke fik besteget bjerget eller set showet. Der er imidlertid stadig mange penge at spare ved at være selektiv og tænke lidt ud af boksen, så det hele ikke bliver turistfælder og helt efter guidebogen, men måske i stedet kommer til at vise dig en anden side af din destination, som de fleste slet ikke får med.